Cirkelpigen er et ikon
Hun er gengivet på husmure, dåser, servietter, lys, bluser, kopper, skåle, perleplader, USB-nøgler, indkøbsnet, mosaik og på runde gulvtæpper på tre meter i diameter. Hun er en landeplage og har været det i 60 år. Og nej, det er ikke dronning Margrethe, der her er tale om, men Cirkelpigen. Den smukke stolte, afrikansk udseende kvinde med flettet opsat hår, der får baghovedet til at se meget langt ud. Hun er gengivet i profil med to hvide bånd elegant viklet om frisuren og et blik, der lyser hvidt i det mørke ansigt og matcher de store hvide, cirkelformede øreringe. Lyset rammer hendes pande, øverste kindben, næse, underlæbe og lidt af øret. Det lyser alt sammen op i en brun tone midt i det sorte. Hun ser en anelse sørgmodig ud, som hun kigger frem for sig uden den mindste krusning af et smil om den helt lukkede mund.
Der findes to originale litografiske tryk af hende: Et højt uden andre detaljer. Og et bredt, hvor hun hviler den ene hånd på en hylde foran sig. På hylden står der en keramisk udseende kaffekande. Ud over de store hvide runde øreringe har hun også to hvide perlehalskæder på, og man kan se stroppen fra en hvid kjole eller top på den ene skulder. Hendes fingre er lange og slanke.
Hvis dansk kaffe har et helgenbillede, er det hende, og hun har vundet priser for sit ikoniske udseende. I 2004 blev Cirkelpigen tildelt Klassikerprisen af Dansk Design Center med ordene:
»Den smukke sorte pigeprofil på Cirkel Kaffen fra Brugsen får klassikerprisen for gennem 49 år at have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag. Cirkelpigen er dårende dejlig og enkel. Hun fungerer stadig perfekt efter hensigten her et halvt århundrede efter sin fødsel.«
84 procent af danskerne svarer da også, at de kender mærket Cirkelkaffe. Det gør Cirkelkaffen til den mest kendte af FDB’s gamle varer, viser en analyse fra Coop Analyse.
I Sikker Hansens tegnestue
Aage Sikker Hansen tegnede illustrationer til blandt andet dagbladet Politiken og Samvirke og skabte ikoniske logoer for FDB, der også blev til plakater. Da han i 1955 tegnede Cirkelpigen, boede han på Castbergsvej i Valby med sin kone og deres fem døtre.
Miljøbevidst printet
Hos R E S P O N S gallery gør vi alt vi kan, for at passe på miljøet.
Denne plakat er produceret på 230 g. mat FSC-certificeret papir, som sikrer ansvarligt drevne skove. Det sikrer at der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, samt ordenlig arbejdsforhold for skovarbejderne. Læs evt. mere her.